Om grundvand
Grundvandsstanden er vandstanden nede i jorden – under grundvandsstanden, også kaldet grundvandsspejlet, er alle de små mellemrum mellem jordpartiklerne fulde af vand, over grundvandsstanden er det kun nogle. Grundvandet starter altså der, hvor man kan sige, at jorden er ’mættet’ med vand.
Nogle steder ligger den skillelinje mange meter nede i jorden. Så siger man, at grundvandet ligger dybt. Andre steder ligger den måske kun lige under eller endda ved jordoverfladen (kaldet terræn). Så siger man, at grundvandet står højt. Står grundvandsstanden lige ved overfladen, kan det defineres som en sump. Grundvandsstanden kan også godt komme op over terræn, så er der tale om ’stående vand’ eller ’blankt vand’. Altså en oversvømmelse eller en sø, afhængig af om det er midlertidigt eller mere permanent.
Læs om zonerne
Rodzonen
En vis del af regnvandet fordamper fra overfladen, men resten sive ned i jorden. En del når kun til rodzonen, hvor det opfanges af planternes rødder og sendes tilbage op i luften gennem bladene i deres fotosyntese.
Jordvand
Vandet, der slipper forbi rodzonen, fortsætter lodret nedefter, løbende i mellemrummene mellem jordpartiklerne og mineralkorn (porerum). Her kaldes det jordvand, da nogle porerum stadig har luftlommer, og jorden er derfor ‘umættet’.
Grundvand – kapillarzonen
Her er grundvandsspejlet. Under denne grænse er der ikke flere luftlommer, og der er tale om grundvand (mættet zone). I dette øverste lag i grundvandszonen findes tit en overgangszone, kaldet kapillarzonen. Kapillarzonen hæver grundvandsspejlet lidt på grund af de såkaldte kapillærkræfter. Afstanden fra terræn til denne zone omtales ‘grundvandsstanden’.
Grundvandszonen
Vandet bevæger sig nu ikke kun nedad, men kan også strømme i andre retninger som i et hav, afhængigt af tyngdekraft, trykforskelle og dræn. Det tager tid for vandet at fordele sig ned- og udefter i undergrunden, og derfor følger grundvandsspejlet typisk terrænets form (topografien).
