Variationer af grundvandsstanden i Danmark

Hvis Danmark var fuldstændig fladt og i vater og bestod af nøjagtig ens jordpartikler i undergrunden, ville grundvandsspejlet være ens overalt. Hvis hele landet så i øvrigt fik samme mængde nedbør og forbrugte samme mængde vand, ville der også være samme grundvandsstande ned gennem undergrunden.

Så simpelt er det som bekendt ikke, og en lang række helt eller delvist forbundne faktorer påvirker, hvor højt – eller lavt – grundvandsstanden står i et givent område. Ændres én faktor, vil det potentielt påvirke hele resten af systemet. Det er en af grundene til, at det er vigtigt at have grundvandsmålinger i flere dybder samme sted (flere grundvandsstande), da de enkelte faktorer kan påvirke forskellige steder i undergrunden. Målte man kun i toppen for eksempel, ville man måske ikke fange, at noget var i gang med at ændre sig længere nede.

Se listen af hovedfaktorer, der påvirker grundvandet

Der er ret stor forskel i selv et lille land som vores på, hvor meget nedbør der falder årligt, hvilket selvfølgelig er en afgørende faktor for grundvandsstanden. I Vestjylland falder der generelt mest, væsentligt mere end på f.eks. Sjælland (se kort herunder, der viser fordelingen landet over i årsgennemsnit for perioden 1961 til 1990).


Samlet mængde nedbør (målt i mm) over hele landet regnet som gennemsnit for årene 1961 til og med 1990. (Kort: DMI)


Mønstret er det samme, når man kigger på nettonedbøren, altså den samlede årsnedbør fratrukket den nedbør, der fordamper. Det kan ses på kortet herunder fra Grundvandsovervågningen hos GEUS for årene 2011 til og med 2017:

nedbørsmængder over hele danmark, netto-årsbasis

Gennemsnitlig årlig nettonedbør over hele landet i perioden 2011 til og med 2017 (Figur: Rapporten ‘Grundvandsovervågning 1989 – 2019‘, GEUS)

Der falder ikke lige meget nedbør året rundt, det er faktisk ret årstidsafhængigt. Der falder mest nedbør i vinterhalvåret, hvilket intuitivt giver en højere grundvandsstand. Effekten forstærkes dog også af, at der normalt fordamper en ret stor mænge grundvand fra bladene på træer og buske. Det sker ikke om vinteren, hvor bladene er faldet af, og det medvirker til den generelt høje grundvandsstand om vinteren.

Omvendt falder der typisk mindre nedbør i sommerhalvåret, samtidig med at her er der fuld knald på planternes vandforbrug. Denne effekt er selvfølgelig størst i områder med meget vegetation.

Se illustration herunder fra Grundvandsovervågningen (foretaget af GEUS), der viser, hvor stor forskellen på mængden af vand, der når ned til grundvandet (grundvandsdannelsen), faktisk er mellem årstiderne.

Variationer i grundvandsdannelse som landsgennemsnit over et år. Her tydeliggøres det, hvor stor forskel der er på grundvandsdannelsen sommer og vinter. (Figur: Rapporten ‘Grundvandsovervågning 1989 – 2020’, udgives 2022, GEUS)

Undergrundens sammensætning er meget varieret, og nogle gange kan der være helt forskellige jordtyper inden for få meter. Grundvandet findes i jordens mange små mellemrum, og de mellemrum afhænger af jordtype. Sandkorn er større end lerpartikler, og derfor er mellemrummene mellem sandkorn ligeledes større end mellem lerpartikler. I en jord med mange store mellemrum kan vandet lettere løbe igennem end i lerjord, hvor det tager meget længere tid for vandet af komme igennem alle de mange bittesmå passager.

Hvis der er tale om et decideret lerlag, altså med næsten rent ler, kan vandet kun meget langsomt komme igennem. Så det søger enten udenom eller bliver liggende, hvor det er.

De geologiske variationer betyder, at der er stor forskel på, hvor hurtigt vandet rejser ned gennem de øverste jordlag (den umættede zone) og bliver til grundvand (i den mættede zone). Se de overordnede jordarter fundet i de øverste 70 cm under terræn herunder.


Fordeling af forskellige jordarter i Danmark. Her ses det ret tydeligt, at den østlige del af landet er præget af moræneaflejringer, og det mest vestlige af glaciale aflejringer, som ofte er mere sandede. (Figur: GEUS’ interaktive kortsamling)


Jorden i Vestjylland er langt mere sandet og mindre hummusrig end jorden på f.eks. Sjælland, så selvom vestjyderne får mere regn, siver det også hurtigere ned i jorden til grundvandet. På øerne falder der mindre nedbør, og samtidig vil noget af regnen ved for eksempel skybrud ikke kunne sive ned til grundvandet, da den lerede overflade er mere tæt.

Det er væsentligt for den såkaldte ’grundvandsdannelse’, som er et udtryk for, hvor meget af et områdes nedbør, der når ned og bliver en del af grundvandet. Store dele af regnen vil nemlig hurtigt fordampe igen, blive optaget af planter, løbe ud i åer og søer osv. Selvom et område modtager meget regn, er det dermed ikke sikkert, at der også er høj grundvandsstand. Bebyggede og asfalterede områder har derfor en meget lav grundvandsdannelse, hvis vandet ikke kan trænge ned i jorden.

Se kort herunder fra Grundvandsovervågningen, GEUS:

Kort over gennemsnitlig grundvandsdannelse landet over for perioden 1991 til og med 2020. Grundvandsdannelse er forstået som den mængde vand (nedbør), der når ned gennem jorden og bliver en del af grundvandet (i den mættede zone). Grundvandsdannelsen er størst i den del af landet, der er præget af sandede jorde. (Figur: Rapporten ‘Grundvandsovervågning 1989 – 2020’, udgives 2022, GEUS)

Terrænet varierer med dale, bakker, byer og alt muligt andet. Vand vil altid gerne løbe ned ad bakke, altså hen til et sted, hvor vandtrykket er lavere, end hvor det kom fra. Regner det på en skråning, vil vandet i jorden derfor løbe ned mod bunden af den skråning. Er der en bæk i bunden af den skråning, vil vandet løbe ud i den og følge strømmen (som typisk er bestemt af terræn). Sådan er det også nede i grundvandet, her vil vandet løbe fra et højt vandtryk (grundvandsstand) imod et lavere.

Hvis terrænet er helt fladt, har vandet tendens til at blive mere eller mindre, dér hvor det faldt, da der så typisk ikke er store forskelle i vandtrykket. Her kan grundvandsstanden ofte være høj.

Se kort herunder, der viser terrænet i Danmark.

Kort over terrænhøjde i Danmark, hvor blålilla farver er lavest, og brunrøde farver er højest. (Figur: GEUS’ interaktive kortportal)

I Danmark indvinder vi vores drikkevand fra grundvandet, og så bruger vi det til markvanding og industri. Det betyder, at der over hele landet pumpes enorme mængder grundvand op fra undergrunden mere eller mindre konstant. Det har naturligvis betydning for, hvor højt grundvandsstanden står et givet sted.

Hvis der i et område indvindes meget, vil grundvandsstanden i det område være lavere, end den ville være uden den indvinding. Hvis der i en periode har været indvundet meget grundvand, vil grundvandsstanden i det givne område naturligvis stige, hvis den indvinding pludselig stopper eller mindskes. Det ser man mange steder i Danmark, hvor der i 1960’erne og 1970’erne er bygget en masse huse i områder, hvor der dengang var meget stor indvinding af grundvand.

Vandforbruget er siden faldet, og brønde bliver med tiden lukket og rykket udenfor byerne. Derfor er grundvandsstanden i mange bebyggede områder vendt tilbage til et mere naturligt niveau, som husene ikke er bygget til at modstå. Mange steder er der derfor problemer med våde kældre. Desuden ligger der mange steder dræn under jorden, som leder en del af nedbøren væk fra marker, huse m.m. og ned til vandløb og lignende. Utætte kloakker har mange steder ligeledes fungeret som dræn. Her er højtstående grundvand nemlig løbet ned i de utætte kloakker. Flere steder, hvor kloakkerne er blevet tætnet, har man derfor set stigninger i grundvandsstanden, fordi dræningseffekten fra kloakken er forsvundet.

Se kort fra Grundvandsovervågningen hos GEUS herunder, der giver en ide om indvindingsmængderne landet over (her skelnet mellem vand til markvanding og til resten af samfundet).

Indvinding af grundvand til hhv. forbrug og markvanding. (Figur: Rapporten ‘Grundvandsovervågning 1989 – 2019‘, GEUS)